Nederlag på Bramall Lane

Wrexham AFC kunne ikke følge op på de seneste præstationer og måtte fredag aften indkassere et 1-0-nederlag ude mod Sheffield United. Et mål af Ben Brereton Díaz i første halvleg blev afgørende i en kamp, hvor The Red Dragons havde svært ved at skabe de store chancer.

Der var lagt op til en svær opgave for Phil Parkinsons mandskab, da Wrexham fredag aften gæstede Bramall Lane i Championship.

Hjemmeholdet kom bedst fra start og satte sig hurtigt på kampen. Sheffield United var mere aggressive i duellerne og kom frem til flere gode muligheder i kampens indledning.

Efter en halv times spil kom kampens eneste scoring. Jordan Ayew afsluttede mod mål, Anthony Patterson fik hånden på forsøget, men kunne ikke holde bolden. Returen faldt direkte for Ben Brereton Díaz, der sikkert sendte bolden i nettet til 1-0.

Wrexham havde svært ved at finde rytmen i første halvleg, og hjemmeholdet gik fortjent til pause med føringen.

Phil Parkinson reagerede i pausen med to udskiftninger. Sam Smith og Max Cleworth blev sendt på banen i håbet om at ændre kampbilledet.

Wrexham kom også bedre med efter pausen og fik mere liv i det offensive spil. Kieffer Moore havde en mulighed, mens Sam Smith også kom frem til en hovedstødschance.

Men de helt store muligheder udeblev, og Sheffield United formåede at holde gæsterne fra fadet.

Faktisk skulle vi helt frem til kampens sidste minutter, før Wrexham for alvor fik testet hjemmeholdets målmand Michael Cooper. Sam Smiths hovedstød blev dog reddet, og dermed måtte Wrexham acceptere endnu et nederlag.