Wrexham fik endelig hul på bylden i Championship – og det blev gjort på imponerende vis. På The Den blev Millwall sendt hjem med et 3-0-nederlag.
Wrexham kom foran efter 28 minutter, da Issa Kaborés indlæg blev rettet af Millwalls Zak Sturge og endte i eget net.
1-0 til Wrexham – men selvom føringen var lidt heldig, var det et resultat af, at Wrexham pressede Millwall og arbejdede sig ind i kampen.
Føringen holdt til pausen, hvor Wrexham samtidig havde formået at holde Millwall fra at få et skud inden for målrammen i første halvleg.
Efter pausen skruede Wrexham op.
Kieffer Moore viste endnu en gang, hvorfor han er så vigtig for holdet. Efter 52 minutter modtog han bolden fra Josh Windass og sendte den sikkert i nettet til 2-0.
Dermed var Wrexham for alvor i førersædet.
Og bare 17 minutter senere blev sejren cementeret.
Ekomié med sin første Wrexham-scoring
Jacques Ekomié gjorde det til 3-0 efter 69 minutter, da han afsluttede et flot angreb efter oplæg fra Dom Imray.
Det var Ekomiés første mål for Wrexham, efter sommerens skifte til klubben.
Millwall havde ganske enkelt ikke noget svar på Wrexhams stærke anden halvleg.